Støtte fra fonde og puljer
Sangkraft Hjørring vil gerne takke de fonde og puljer, der støtter op om vores projekter og events, og som gør det muligt for os at igangsætte en lang række udviklende sangaktiviteter for både børn, unge og voksne i vores Sangkraft Kommune.
For hver krone vi henter hjem i fondsmidler og donationer, har vi tilsvarende indhentet “Krone-til-krone” støtte fra Sangens Hus via et 4-årigt projekt Sangkraft 25, som vi har været en del af i perioden fra 2022 til udgangen af 2025.
Vi modtager økonomisk støtte fra Hjørring Kommunes økonomiudvalg til projektledelse i Sangkraft Hjørring samt til understøttelse af Demensvenlig Sangfællesskab.
Vi har i efteråret 2022 modtaget økonomisk støtte fra Spar Nord Fonden og Nordea Fondens pulje: “Liv i det lokale” til anskaffelse af vores Mobile Sangcafé.
Vi har modtaget støtte fra Kulturalliancen mellem Frederikshavn og Hjørring kommune til en talentudviklende og meget inspirerende korworkshop med Susanne Wendt fra DR Korskole i januar 2023, samt en talentudviklende rytmisk korworkshop i januar 2024 med Signe Sørensen fra projekt: Alle kan synge, med særlig fokus på børn og unges mentale og sociale trivsel via gode inkluderende, trivselsskabende sangaktiviteter.
Kulturalliancens Talentudviklingspulje har ligeledes givet støtte til en inspirerende workshop med Charlotte Rowan, chefdirigent for DR Pigekor. Charlotte Rowan kom til Hjørring i januar 2025 og underviste de unge korpiger i Nordjysk Pigekor og deres dirigenter i nye kor-teknikker. Korworkshoppen var tilrettelagt, så der var mulighed for at korledere fra Hjørring og Frederikshavn kommune samt øvrige interesserede kunne deltage i workshoppen for at hente ny inspiration til korledelse.
I foråret 2023 modtog vi støtte fra Region Nordjyllands Lille Kulturpulje til en inspirerende temadag med Peter Vuust fra Center for Music in the Brain, Aarhus Universitet, med afsæt i forskningsbaseret viden om hvad der sker i hjernen, når vi synger sammen og lytter til musik.
I foråret 2023 modtog vi støtte fra KulturKANtens pulje “Sund med kultur” til udgivelse af en helt ny babysangbog til spædbørnsfamlier.
I efteråret 2023 modtog vi støtte fra Spar Nord Fonden og KulturKANtens pulje “Sund med kultur” til igangsættelse af projekt: Syng dig sund i samarbejde med Sundhedscenter Hjørring og Sangens Hus.
I foråret 2024 modtog vi støtte fra Nordea Fonden og Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel til vores projekt: Syng dig glad- sang er trivsel, en indsats med trivselssang målrettet børn og unge på udvalgte skoler i Hjørring Kommune.
I november og december 2024 modtog vi tilsagn om støtte fra Spar Nord Fonden og fra KulturKANtens pulje: Sund med kultur til opstart af Demensvenligt Sangfællesskab i Hjørring Kommune.
I april 2025 modtog vi støtte fra Hjørring Kommunes Sundhedspulje og fra Foreningen Velliv til Demensvenlig Sangfællesskab.
I maj måned 2025 modtog vi støtte fra Nordea Fonden til igangsættelse af fællessang samt en donation af Højskolesangbøger.
19. august 2025 modtog vi en donation fra Hjørring Vestre Rotary Klub til understøttelse af Sundhedssang på Sundhedscenter Hjørring.
22. august modtog vi på Kulturmødet på Mors Gudrun og Palle Mørchs Mindepris 2025, som primært skal bruges til udvikling af Demensvenlig Sangfællesskab i samarbejde med Aktivitetsområdet i Hjørring Kommune de kommende år.
19.9.2025 modtog vi støtte fra Nordea Fondens pulje: “Liv i det lokale” om støtte til vores arrangement: “Syngende Vælgermøde – brug din stemme!” som vi arrangerede i samarbejde med Kulturhuset Frysehuset i anledning af KV25.
I november 2025 modtog vi en donation fra Hjørring Vestre Rotary og Hjørring Kommune til vores tur sammen med Nordjysk Pigekor, da vi deltog i Go´Morgen Danmark på valgdagen 18.11.2025 for at fortælle om ideen med at afholde Syngende Vælgermøde.
15.1.2026 har vi modtaget tilsagn om et støttebidrag til “Syng dig sund” fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel.
Endelig har vi 11.3.2026 modtaget tilsagn fra Nordjyllandsfonden om en donation til : Syng dig glad sammen med dit spædbarn” – et projekt som vi har i samarbejde med Hjørring Musiske Skole, Sundhedsplejen i Hjørring Kommune og Hjørring Bibliotek.
Du kan læse mere om de støttede projekter her under.
Syng dig glad – sang er trivsel
Sangkraft Hjørring har i foråret 2024 lanceret et nyt projekt: "Syng dig glad - sang er trivsel" for skolebørn i samarbejde med Hirtshals Skole, Bagterpskolen og Vrå skole.
Den ugentlige trivselssang foregår i form af frikvarterssang som ledes af musikpædagog Christina Thoft fra Sangkraft Hjørring i tæt samarbejde med AKT-lærere og musiklærere på de udvalgte skoler.
Projektet har modtaget støtte fra Nordea Fonden, Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel og Sangens Hus.
Indslag på SkagaFM om "Syng dig glad – sang er trivsel"
Lyt til Niels Viberg fra Skaga FM's podcast, om projekt "Syng dig glad – sang er trivsel", fra Skolecenter Hirtshals.
Man kan ikke være sur og ked af det, når man synger....
Se TV2 Nord's indslag om projekt "Syng dig sund", som blev sendt tirsdag den 5. marts 2024
https://www.tv2nord.dk/hjoerring/syng-dig-sund-man-kan-ikke-vaere-sur-og-ked-af-det-naar-man-synger
Podcast på SkagaFM
Lyt til Radio Skaga FM's podcast om projekt "Syng dig sund", som blev sendt torsdag den 25. januar 2024
Mobil sangcafé
I 2022 modtog Sankgraft Hjørring støtte fra Spar Nord Fonden og Nordea Fonden til anskaffelse af en Mobil Sangcafé, som vi låner ud til sangaktiviteter i hele Hjørring Kommune.
Den mobile Sangcafe er fyldt med højskolesangbøger, et transportabelt keyboard og en højttaler, som gør det muligt at sprede fællessang ud i alle afkroge af vores sangkraftkommune.


Vores første sangbog - mere sang til de allermindste
Sangkraft Hjørring har i foråret 2023 modtaget støtte fra KulturKANtens pulje: "Sund med kultur" til udgivelse af en babysangbog som uddeles af sundhedsplejen til spædbørnsfamilier i Hjørring Kommune og flere andre nordjyske kommuner.
Babysangbogen skal bruges til at understøtte den gode kontakt mellem forældre og barn og spædbarnets før-sproglige udvikling.
Babysangbogen er udarbejdet af musikpædagog Signe Højrup Thaarup i samarbejde med illustrationskunstner Karoline Dahrling Hughes, sundhedsplejerske Birgitte Koch og Tina Gaarden Geertsen Sundhedsplejen Hjørring Kommune.


Syng dig sund
KulturKANtens pulje: Sund med kultur har i 2023 givet støtte til udgivelse af nyt sangmateriale til vores pilotprojekt: "Syng dig sund", som finder sted ugentligt på Sundhedscenter Hjørring med musikterapeut Jens Anderson-Ingstrup som leder af sundhedssangen.
Spar Nord Fonden, som støtter fællesskaber der mærkes, har ligeledes valgt at støtte op om projekt: "Syng dig sund" med en flot donation, som muliggør projektet i tæt samarbejde med Sangens Hus og Sundhedscenter Hjørring.
Meget mere end sang
I sundhedskoret handler det ikke kun om at synge – det handler også om at styrke vejrtrækning, muskel- og stemmestyrke, koordination, kondition og kognition gennem sang. Og måske vigtigst af alt: Sundhedssang styrker sociale fællesskaber, mental trivsel som øger livskvaliteten i en sårbar livssituation.
Sundhedskor udvikles af Sangens Hus i samarbejde med de 28 sangkraftcentre som findes i Danmark i forskellige kommuner, Dansk Musikterapeutforening, Danske Korledere og andre interessenter med støtte fra Spar Nord Fonden.








Se indslag på TV2 Nord om Sundhedssang på Sundhedscenter Hjørring 5.3.2024.
Hør Podcast på Skaga FM fra officiel åbning af projekt: Syng dig sund på Sundhedscenter Hjørring 23.1.2024.
Sangkraft Hjørring har i 2025 lanceret et nyt projekt: Demensvenlig Sangfællesskab i samarbejde med Aktivitetsområdet i Hjørring Kommune og Musikterapeut Karina Erland Jensen.
Demensvenlig sangfællesskab finder sted hver mandag formiddag i RAV-lokalerne, Østergade 9C, 9800 Hjørring med musikterapeut Karina Erland Jensen.
Vi har modtaget støtte til projektet fra Spar Nord Fonden, Vellivforeningen, Nordea Fonden og Kulturkantens pulje: Sund med kultur,
samt Gudrun og Palle Mørchs Mindepris 2025, som muliggør at det er gratis for deltagerne at være med i det demensvenlige sangfællesskab. Som en del af projektet har vi uddelt demensvenlige sanghæfter til alle plejecentre i Hjørring Kommune, som vi håber vil være til glæde og gavn for de demente mennesker, som vi har vi vores sangkraftkommune.


Syngende vælgermøde - brug din stemme!
I anledning af KV25 arrangerede Sangkraft Hjørring i samarbejde med Frysehuset "Syngende vælgermøde - brug din stemme!" tirsdag den 11.11.2025. Arrangementet blev en stor succes med over 400 deltagere. Her i blandt 9 spidskandidater som stillede op til Hjørring Byråd og hele Nordjysk Pigekor, Sundhedskoret Syng dig Sund fra Sundhedscenter Hjørring, Sysselkoret, Happy Noise, Hjørring Kammerkor og Skallerup Sognekor.
Alle har en stemme, og når vi bruger stemmen sammen med andre mennesker, sker der noget ganske særligt: Vi begynder at lytte til hinanden, vi mærker hvordan vi hører til i et fællesskab, og hvordan vores stemme bliver stærkere i mødet med andre. Når vi synger sammen danner vi et unikt sangfællesskab, og måske er det netop den oplevelse, der kan minde os om, hvad demokrati i virkeligheden handler om.
Derfor opfordrede vi alle lokale kor i Hjørring Kommune til at deltage i det syngende vælgermøde med sange som handlede om de hovedtemaer, der optager vores lokalpolitikere nemlig: Natur, klima, bosætning, trivsel for børn, unge og ældre borgere i vores lokalsamfund.
Syngende vælgermøde - brug din stemme blev støttet af Nordea Fondens pulje: Liv i det lokale.































